
Gennem de sidste 10 år har jeg arbejdet professionelt med at undervise sangere i alle aldre og på vidt forskellige niveauer. Jeg nyder at videregive min viden om stemmen, som jeg dels har med mig fra en række af landets dygtigste sangcoaches og stemmeeksperter og dels fra min egen erfaring som udøvende musiker.
I min tid som sangunderviser har jeg lært stemmen at kende som et utroligt komplekst og alsidigt instrument, der beror på et tæt samspil mellem krop og psyke.
Alle mennesker har tilmed deres egen unikke klang og individuelle særpræg, og vi kommer alle med vores egen bagage og erfaring. Derfor er jeg meget optaget af at møde den enkelte elev dér, hvor eleven er, og tilpasse min undervisning til elevens ønsker og behov. Af samme grund lader jeg mig heller ikke begrænse af en enkelt metode eller "sangskole", men bruger i stedet en bred vifte af teknikker og øvelser for at hjælpe dig med at nå dine mål som sanger.
I min undervisning tager jeg særligt udgangspunkt i funktionel sangtræning, som er grundlaget for min sangcoach-uddannelse fra Voice Coach Academy (v. Klaus Møller), og som bl.a. er inspireret af principperne i Estill Voice Training. Derudover har jeg et indgående kendskab til Komplet Sangteknik (CVT) og Anne Rosing Metoden, som jeg også benytter i undervisningen. I sidste ende er målet med det sangtekniske arbejde at gøre din stemme stærk og fri, så du har mulighed for at udtrykke dig musikalsk og kunstnerisk.
Ud over mit lokale i Brønshøj underviser jeg også på Miles Music School (Nørre Søgade) og på Musikskolen v. Institut Sankt Joseph (Østerbro).